FRIT SPIL 2011 - NYT GOLFSAMARBEJDE
Golfklubberne i Skive, Aars, Hvalpsund, Morsø og Løgstør har netop indgået aftale om et helt nyt samarbejde, hvor klubbernes medlemmer for et beskedent merkontingent på 600 kroner kan spille frit på hinandens baner fra 1. maj og resten af 2011.
Spil frit på 5 baner for normalkontingent + 600 kroner
Ja, du læste rigtigt. Betal blot 600,- kr. og du kan spille frit på 4 ekstra baner hele 2011.
Hvordan kommer jeg med i ”Frit spil 2011”
Det er ganske nemt. Du skal blot indbetale 600 kr. i Fjordbank Mors på
kontonr. 9100 1000184990
Husk, at opgive medlemsnummer + navn.
I slutningen af april (dato bekendtgøres senere) afhenter du på kontoret et særligt bagmærke, som skal bæres synligt ved besøg på de 4 andre baner.
Booking af spilletid sker på helt normal vis gennem Golfbox eller telefonisk aftale m.m.
Ved ankomst til spillestedet bekræftes tiden som normalt, og du indskriver dig i en særlig greenfee-bog mærket ”Frit spil 2011”.
Lidt mere om baggrunden for aftalen
De 5 klubber er – med forskellig vægtning - enige om, at den nye ordning er et stort medlemsgode for de medlemmer, der gerne spiller runder på fremmede baner , at ordningen giver større udveksling på banerne og dermed inspiration til udvikling af eget anlæg, og at der er en fælles økonomisk gevinst.
Ordningen betyder for deltagerne også, at det altid er nemt at finde en anden bane uden merudgift, når ens egen bane er optaget af turneringer eller andre aktiviteter.
Fastholder medlemmer og tiltrækker nye
Klubberne er også enige om, at samarbejdet vil gøre det nemmere at fastholde egne medlemmer – ”more value for money” - og på sigt vil tiltrække medlemmer.
Kun for fuldgyldige medlemmer
Det er aftalt, at ordningen – som de fleste andre rabatordninger - kun gælder for medlemmer med fulde medlemsrettigheder. Det netop af Dansk Golf Union indførte flex-medlemskab giver ikke ret til at være med i denne ordning. Ordningen gælder heller ikke for langdistance- og nabomedlemmer.
For de fuldgyldige medlemmer, der ikke ønsker at tilslutte sig ordningen, vil de hidtil kendte rabataftaler (½ greenfee m.m.) fortsat være gældende.
På bestyrelsens vegne
Jørgen Andreasen